Katrine Sørensen oplever en larmende stilhed fra sine omgivelser, da hendes storebror dør. Det gør sorgen stærkere. Hun bruger sociale medier til at mindes ham og håber, at det kan nedbryde den berøringsangst, som mange danskere oplever, omgiver sorgen. 

Af Cathrine de Nijs Johansen

“Du skal komme hjem nu. Den er gal med Benjamin,” lyder ordene i telefonen. De er henvendt til Katrine Sørensen. Anden juledag 2022 er hun ovre ved sin kæreste for at fejre julen med svigerfamilien, da hendes far ringer. 

“Han siger ikke mere. Og jeg spørger heller ikke ind til noget. Jeg begynder bare at ryste. Så sætter jeg mig ud i min bil og kører hjem.” 

Hun er godt klar over, hvad der ligger bag ordene. For hendes bror, Benjamin Sørensen, er dødeligt syg og født med en hjertefejl, hvilket er årsagen til, at han er indlagt over julen. Da hun kommer hjem til familiens hus nær Hjørring, venter hendes far på hende. 

“Jeg ser, at han sidder og græder inde i stuen. Så siger han, at Benjamin har fået hjertestop,” fortæller hun. 

Det, som hun havde frygtet, udspiller sig nu i virkeligheden. Benjamin Sørensen dør på Skejby Sygehus. 23 år gammel. Mens han stod på venteliste til et nyt hjerte og nye lunger. Katrine Sørensen bliver slynget igennem et virvar af tanker. Til at begynde med er det en voldsom sindsbevægelse, der rammer hende, og hun skriger. 

“Jeg glemmer aldrig den følelse. Det er virkelig en mavepuster.” 

Danskerne har svært ved at tackle sorgen

Selvom mange fra den nærmeste omgangskreds kondolerer i tiden efter brorens død, bliver den dengang 18-årige Katrine Sørensen ramt af en slående stilhed, da hverdagen melder sig igen efter en kort periode, hvor hun er sygemeldt. 

“Der er ingen, der siger noget overhovedet, da jeg kommer tilbage i skole” fortæller hun. 

På trods af at hendes klassekammerater er klar over brorens dødsfald, oplever hun en enorm berøringsangst. Der er ingen, der henvender sig til hende for at spørge ind til, hvordan det går. 

“Det er virkelig hårdt og slår mig endnu længere ned. Det gør det ekstra svært at være der. De tør ikke at spørge ind til det, fordi de er bange for, hvordan jeg vil reagere,” fortæller hun. 

Det overrasker Katrine Sørensen, der er vokset op med hendes brors sygdom som en del af hverdagen, og at hun og hendes søskende altid har kunnet snakke med deres forældre om deres storebror. 

Dog er sorgen et svært emne for rigtig mange mennesker. Omkring to ud af tre danskere oplever sorg som et svært emne, viser en undersøgelse foretaget for Det Nationale Sorgcenter. Tilmed oplever omkring halvdelen af danskerne, at det er vanskeligt at snakke med andre om sorg. 

Ifølge Allan Køster, seniorforsker ved Det Nationale Sorgcenter, ligger der en helt grundlæggende, eksistentiel årsag bag, hvorfor sorg er så vanskeligt at tale om. 

“Vi bliver alle konfronteret med, at vi skal dø. At alt, hvad vi knytter os til, kun er midlertidigt. Det er sindssygt svært at forholde sig til som menneske. Når vi ser andres sorg, så minder det os om noget, vi ikke selv kan holde ud at være i. Derfor vi har en tendens til at undgå det,” siger han. 

“Selvom sorg er virkelig svært at tale om, er sorg ikke tabu, for tabu er noget, vi ikke må snakke om,” understreger han dog. 

Problemet har ifølge Allan Køster rod i, at danskerne mangler faste rammer for, hvordan vi skal håndtere sorgen i hverdagen. Måden, vi sørger på, varierer meget afhængigt af, hvor man er i verden. 

“I nogle andre kulturer er der helt fastlagte rammer for, hvordan andre skal reagere, når et menneske dør. Det er et kulturelt repertoire, vi ikke har i Danmark.” 

Vi ved ikke, hvad vi skal gøre med sorgen og ender med at trække os, når vi samtidig konfronteres med vores egen dødelighed, mener han og understreger, at det er et stort problem. 

“Noget af det befriende ved en begravelse i kirken er, at der er en plan for, hvad der skal ske. Det handler om, at folk ikke ved, hvordan de skal møde hinanden i deres sorg. Vi mangler kulturelle praksisser.”

At rejse sig efter man har mistet 

Benjamin Sørensen har selv planlagt sin begravelse, som bliver afholdt i Skellerup Kirke på Fyn, hvor han også blev døbt og konfirmeret, tæt på hans mors side af familien. Omkring 300 mennesker er til stede i den lille kirke for at sige farvel til ham. Katrine Sørensen er med til at bære sin brors kiste ud af kirken, under dets hvælvede loft og ned ad de firkantede, lyse fliser. 

“Det første, lange stykke tid følte jeg ikke rigtig, at han var død. Det var først på dagen, han blev begravet, det virkelig gik op for mig,” fortæller hun. 

For hende har det været svært at forholde sig til, at hendes storebror ikke længere er der. Katrine Sørensen og hendes yngre søskende står dog ikke alene. Omkring 230.000 danskere mister hvert år et nærtstående familiemedlem. Det viser tal fra Det Nationale Sorgcenter. 

Peter Clement Lund, der er postdoc ved Institut for Kommunikation og Psykologi på Aalborg Universitet, har forsket i den rolle, som sorgen har i vores samfund. Han fortæller, at unge kan støde på nogle særlige udfordringer, når de mister en søskende. 

“Som ung er man oftest i en overgangsfase, hvor man er ved at finde ud af, hvem man er. Når en stor del af vores selvforståelse er båret af menneskerne omkring os, og der sker et brud i vores relationer, tvinges unge mennesker til at genoverveje, hvem de selv er.” 

Han påpeger også, at en udfordring for unge er, at de ofte ikke har nogen at spejle sig i, når man er en af de få, der har oplevet det. 

“Man kan føle, at man står uden for fællesskabet eller er anderledes, og sorgen kan på den måde blive forværret, fordi der også kommer andre følelser i spil.” 

Han understreger, at det tilmed kan blive farligt, når man både står alene med sin sorg og ikke har nogen at gå til. 

“Når noget bliver tabuiseret, så bliver det i virkeligheden svært at kommunikere om det, og hvis man ikke kan det, bliver man nødt til at håndtere problematikkerne selv. Det kan trække sorgprocessen unødvendigt langt ud, eller man kan eksempelvis blive deprimeret,” siger han. 

Når sorgen bliver synlig

Hjemme ved familiens hus lidt uden for Hjørring sidder Katrine Sørensen under klar solskin i en havestol. Et godt stykke bag hende har hendes søskende taget plads på terrassen for at spille et brætspil, mens hendes far er gået i gang med at lave bål til snobrød. Hun rejser sig og træder ind ad havedøren. Det er tydeligt at se, at Benjamin Sørensen har en særlig plads i familiens hjem. Salmehæftet fra hans begravelse hænger på køleskabet, og børnebilleder af ham står fremme på kommoden i stuen. 

Billederne er ikke den eneste måde, hvorpå Katrine Sørensen mindes hendes bror. Hun bruger også hendes Instagram, hvor hun poster stories eller opslag om ham. 

“Vi savner dig. Du mangler hver dag,” skriver hun i et opslag henvendt til hendes bror på sin profil. Hun deler ofte citater eller billeder, der har en relation til tabet. Det gælder på mærkedage, ved juletid eller når savnet presser sig på. 

“Jeg poster for at holde mindet om ham i live og for at fortælle, at jeg stadig tænker på ham. Det betyder meget for mig at dele ud af det.” 

Hun håber, at hendes opslag er med til at nedbryde den berøringsangst, hun oplever, at andre har omkring hendes tab. 

“Forhåbentligt tager andre det til sig og lader være med at være bange for det. Jeg ville ønske, det var anderledes.”  

Katrine Sørensen er langt fra den eneste, der deler ud af sin sorg på sociale medier. Peter Clement Lund fortæller, at tendensen kan være med til at nedbryde barriererne omkring emnet, når man eksempelvis deler opslag om sin sorg, og at sociale medier giver individet en mulighed for at knytte sig til fællesskaber, der ellers ikke var tilgængelige. Han påpeger, at sociale medier tillader os at kommunikere om sorgen på en lettere måde, når vi kommenterer eller reagerer på opslag. 

“Selvom vi kan gøre det online, har vi stadig problemer med at forholde os til sorgen i den virkelige verden, hvor vi er distancerede fra problemet.” 

Han mener alligevel, at vi skal være påpasselige med, hvad vi slår op på sociale medier. 

“Der kan være et enormt præstationspres om, at unge skal fremstille en bestemt fortælling om dem selv i den online verden. Der er en risiko for, at sorgfortællinger kan komme til at eksistere i et konkurrencepræget miljø, hvor det handler om, hvem der fremstiller deres sorg bedst muligt. Det kan gøre, at man brænder ud.” 

Han peger på, at det er nødvendigt med en kontinuerlig samtale om, hvad vi skal med de sociale medier. 

Katrines opråb: Tavshed hjælper ikke 

Katrine Sørensen ønskede selv, at menneskene omkring hende havde spurgt mere ind til hendes tab. Hun har derfor et helt klart råd til andre. 

“Lad være med at gøre ingenting. Gør et eller andet. Om det så bare er at sige, at man ikke ved, hvad man skal sige. For så ved man, at de har tænkt på en.” 

Både Peter Clement Lund og Allan Køster bakker op om hendes råd. 

“Det bedste, man kan gøre, er, at man som ven er tilgængelig,” siger Peter Clement Lund. 

Allan Køster påpeger, at det er essentielt at være der for den sørgende, selvom vedkommende i starten kan distancere sig efter tabet. Der skal være rum til, at den sørgende kan være i sorgen, og her er det vigtigt at blive ved med at hive den sørgende med ind i fællesskabet, selvom de trækker sig fra det. 

“Det er vigtigt bare at være der og ikke at ville fikse problemet, for det kan ikke fikses. Ring til personen for at høre, om de vil med ud at spille fodbold, også selvom de har sagt nej ti gange i streg.”